Simplement intentarà parlar d'una generació d'homes que, tot i que varen escapar de les seves bombes, varen ser destruïts per la guerra..."
"Denne historie er hverken en anklage eller en bekendelse... og mindst af alt et eventyr... for døden er ikke et eventyr for dem, der står ansigt til ansigt med den.
Trenta mil. - Russos? - No, francesos.
Den er blot et forsøg på at fortælle om en generation af mænd, som... selv om de nok undslap granaterne... blev ødelagt af krigen."
Hola, Himmelstoss.
Hr.
Hi ha res per a nosaltres?
Postbud.
- No, Sr. Peter. - Hi ha d'haver alguna cosa. Tingui, jove.
Krig er krig, og snaps er snaps, og livet må gå videre.
Tingui.
De kom ikke med posten her til morgen.
De tota manera, aquest és l'últim correu que entrego.
Det må De undskylde, hr. Meyer.
- Entrarà a l'exèrcit? - Sí, m'han cridat.
Goddag, Himmelstoss.
Sóc sergent de reserva.
Noget til os i dag? - Nej, Peter. - Der må da være noget.
A mi també em reclutaran, si això no s'acaba aviat. - Però s'acabarà, em penso.
Så her da, din lømmel.
- Estic segur que té raó, Sr. Meyer.
Det er den sidste post, jeg bringer ud, for øvrigt.
És a contracor que toco aquest tema un altre cop.
Kære elever. Dette er, hvad vi må gøre:
Vosaltres sou la vida de la pàtria, nois.
Slå til af al vor magt.
Sou els homes de ferro d'Alemanya.
Give vort yderste... og sejre inden udgangen af året.
Sou els herois que rebutjaran l'enemic... quan us convoquin.
Det er med tøven, jeg bringer emnet på bane igen.
No sóc jo qui ha de suggerir... que algun de vosaltres s'ha d'alçar i oferir-se per defensar el seu país... però em demano si aquesta idea és al vostre cap.
I, drenge, er fædrelandets livsnerve. I er Tysklands jernmænd. I er de glade helte, som vil fordrive fjenden... når I bliver bedt om det.
Sé que en una de les escoles... els nois es varen aixecar... i es varen allistar. Però, si això succeix aquí, no em culpareu pas de sentir-me'n cofoi.
Det er ikke op til mig at foreslå... at nogen af jer skal rejse jer og forsvare jert land... men gad vide, om tanken pusler i hovedet på jer.
Potser alguns diran que no se'ls hauria de permetre anar-hi. Que tenen cases... mares, pares. Que són molt joves.
Jeg ved en skoleklasse... hvor drengene rejste sig fra klasseværelset... og lod sig indrullere samlet.
Que no els en hauríem de separar.
Hvis det samme skete her... ville I vel ikke bebrejde mig, om jeg følte stolthed derved.
Obliden tan fàcilment la seva pàtria, els vostres pares, que la deixaran morir perquè no moriu vosaltres?
Nogle vil måske mene, at det er for tidligt at lade jer tage af sted. At I har familier... mødre og fædre. At I er for unge.
Les vostres mares són tan dèbils que no poden enviar un fill... a defensar la terra que els ha donat la vida?
At I ikke skal rives væk derfra. Tænker jeres fædre så lidt på fædrelandet... at de lader det gå under hellere end jer?
Ben mirat... és dolenta una mica d'experiència per a un noi? L'honor de posar-se un uniforme... és quelcom de què hem de fugir?
Er jeres mødre så svage, at de ikke kan sende en søn... ud for at forsvare det land, hvori de er født?
I si les noies se senten cofoies d'aquells que els porten... és quelcom de què us heu d'avergonyir?
Når alt kommer til alt... er en smule erfaring da så slemt for en knægt?
Sé que mai heu desitjat... el títol d'herois.
Er æren ved at bære uniform... noget, vi skal undslå os?
Això no us ho he ensenyat pas jo.
Og hvis vore unge damer tilbeder dem, der bærer den... er det da noget at skamme sig over?
Hem resat per ser útils... i que arribés un bon motiu.
Jeg ved, at I aldrig har ønsket... heltedyrkelsen.
Però ser el primer en la batalla... és una virtut i no s'ha de despreciar.
Det er ikke, hvad jeg har lært jer.
Em penso que serà una guerra ràpida... i que hi haurà molt poques pèrdues.
Vi har søgt at gøre os værdige... og lade hæderen komme, når den kommer.
Però si hi hagués pèrdues, llavors recordem una frase... que segurament varen dir molts romans... quan lluitaven en terres llunyanes:
Men at gå forrest i kamp... er en dyd, man ikke skal foragte. Jeg tror, det bliver en kort krig... med meget begrænsede tab.
"Dulce et decorum est pro patria mori." "Dolç i honorable és morir per la pàtria".
Men koster det ofre, lad os da mindes den latinske sætning... som må have været på læberne af mangen en romer... når han stod kampberedt i et fremmed land:
Conec un jove... que té gran futur com a escriptor.
"Sødt og passende er det at dø for fædrelandet."
Ha escrit el primer acte d'una tragèdia... que seria l'orgull d'un expert.
Nogle af jer har måske ambitioner.
I suposo que somnia... que seguirà els passos de Goethe i Schiller.
Jeg kender en ung mand... som er en lovende forfatter.
Voldria que ho fes.
Han har skrevet første akt af en tragedie... som er en mester værdig.
Però ara el nostre país ens crida! La pàtria necessita líders!
Og han drømmer velsagtens om... at følge i Goethe og Schillers fodspor, hvad jeg håber, han vil.
Les ambicions personals s'han de deixar de cantó... en nom del gran sacrifici pel nostre país.
Men nu kalder fædrelandet!
Vet aquí un gloriós començament per a les vostres vides.
Fædrelandet behøver ledere!
El camp de l'honor us espera. Per què som aquí?
Personlige ambitioner må tilsidesættes... og et stort offer ydes for vort land.
A tu, Kropp, què et deté?
Hvilken glorværdig begyndelse jeres liv får.
Tu, Mueller, saps com n'ets, de necessari?
Ærens mark kalder på jer.
Ah, veig que mires el teu líder.
Hvorfor er vi her? De, Kropp, hvad holder Dem tilbage?
Jo també el miro, Paul Bäumer... i em demano què faràs.
De, Müller, ved De, hvor hårdt der er brug for Dem? Ah, jeg ser, I skæver til jeres leder.
- Compteu amb mi. - Jo també. - Estic a punt.
Og også jeg skæver til Dem, Paul Baumer... og undrer på, hvad De vil gøre.
- No siguis un perdedor. - Vinga, Behn.
Følg mig!
El que hem de fer és unir-nos.
Indskriv jer nu!
Hem de romandre units.
Ikke flere timer!
És clar, Behn. Està bé.
- Vær nu ikke en kujon.
Hi aniré.
- Kom nu, Behn.
Així es fa!
Vi må holde sammen, alle sammen.
Vinga!
Ja, Behn.